Turen har sit udspring (start) i Roskilde. Her kan startes nede ved havnen eller på Circle K i rundkørslen Frederiksborgvej/Sankt Claras Vej. HUSK at din GPS selv guider dig ud til startpunktet for turen.
Turen er på 188 km og sæt gerne det meste af dagen af til den. Der køres ad de små veje via Værløse, det smukke Frederiksdal og ud til Strandvejen hvor i støder på ved Vedbæk.
Strandvejen følges op til Sletten hvor de små snoede veje følges til Fredensborg. Hold gerne ind og gå en ben-strækker-tur op til det gamle jagtslot bygget af Frederik den 4. i 1722. Slottet benyttes i dag af kongehuset som sommerresidens.
Der fortsættes over Tikøb, Gurre og Horserød. Står der her på disse kanter en/flere mænd i vejsiden iklædt hvid/sort stribet nummereret beklædning med kæder om anklerne, anbefales det blot at køre videre uden at samle disse personager op. Strandvejen dukker op og denne følges indtil der slås et sving ind forbi Hornbæk Havn, hvor et stop anbefales. (her kan det være tid til kaffen og "overraskelseskagen)
Videre fremme passeres Græsted hvor der om sommeren afholdes Græsted Veterantræf i pinsen. Alt hvad der er gammelt og kan bevæge sig ved egen kraft (ud over bedstefar) er repræsenteret her i dette paradis af antikke køretøjer, militærtanks og sågar lokomotiver. (Jeg så for nogle år siden en dampdrevet græsslåmaskine på træffet) Længere fremme passeres danmarks største sø, Arresø med sine 41 km2. Vi holder os videre til de små snoede veje over Skævinge, Store Rørbæk, Værebro, Gundsølille og der sluttes af i Roskilde Havn.
Comments